DADAFO Statement

Written by Jeanett Andersen

 

E-damp kan så meget mere end at få rygerne til at kvitte smøgerne. For mange, mange mennesker i Danmark har e-damp været årsag til nye venskaber, nye interesser, nye arbejdspladser, nye veje ud af ledighed og hvad der blot skulle have været endnu en måde at forsøge at blive smøgerne kvit, blev starten på et helt nyt og bedre liv, og ikke kun for mig men bestemt også for mine børn.

 

Jeg hører historierne hver dag, om hvad e-damp har gjort for SÅ mange mennesker, og hver gang kan jeg nikke genkendende til fortællingerne om hvor meget godt, e-damp har ført med sig. Desværre hører jeg også hver dag frustrationerne fra brugerne, for hvorfor vil myndighederne ikke lytte til brugerne? Og jeg forstår det heller ikke.

 

Jeg hedder Jeanett, jeg er 35 år gammel og mor til 3 skønne unger. Jeg er røgfri på 5. år, og jeg kvittede smøgerne ved hjælp af e-damp. Her er min historie:

 

Fra elendighed til succes

 

Jeg har aldrig klaret mig specielt godt i skolen, dette kan muligvis forklares af den diagnose jeg først fik stillet da jeg var 30 år. Jeg har aldrig følt jeg passede ind nogen steder, derfor har jeg aldrig haft store forventninger til hverken nogen eller noget.

 

Mit liv startede som 27-årig, d a jeg kom hjem med ungerne efter et ophold på et kvindekrisecenter, vågnede jeg pludselig op og opdagede hvor stort et kaos der var blevet skabt, uden jeg nogensinde havde bemærket andet end det kaos der var blevet skabt i mit hoved.

 

Pludselig stod jeg med en gæld jeg ikke kunne overskue, gæld jeg ikke vidste jeg havde og med barsels-dagpenge der var lige ved at udløbe, vidste jeg ikke hvordan jeg skulle klare min situation alene med 3 børn.

 

Jeg gik ned med stress, og da der ikke var udsigt til at kunne komme i arbejde, udløb mine dagpenge også, og derfor endte jeg på kontanthjælp.

 

Fra jeg var 27 til kort før jeg fyldte 30 år gik alting galt. Selvom jeg gjorde alt for at beskytte mine børn og være den mor jeg gerne ville være overfor dem, gav jeg op til sidst. Helt op.

 

En uge før min 30- års fødselsdag i 2014, blev jeg udskrevet fra Psykiatrisk hospital i Risskov. Jeg havde ikke fået lov at give op, heldigvis.

 

Så stod jeg der som 30-årig, stadig alene med 3 unger og nu også med en masse diagnoser der senere skulle vise sig at være forkerte. Psykiatrien gav mig mod til at komme videre, ikke mindst fordi ingen i psykiatrien nogensinde lyttede til hvad jeg havde at sige. Psykiatrien overbeviste mig om at systemet ikke er gearet til at hjælpe mennesker som mig, og at hvis man vil hjælpes må man hjælpe sig selv.

 

I starten af 2015 havde jeg lagt fortiden bag mig, jeg var helt alene og alle der tidligere havde påvirket mit liv i en negativ retning var væk. Jeg søgte Facebook tynd for at finde ligesindede, og nåede her frem til at jeg overhovedet ikke lignede eller mindede om de mennesker der havde den samme diagnose, Bipolar, som jeg havde fået.

 

En dag faldt jeg alligevel over et opslag der var interessant, en kvinde søgte enlige mødre med tilknytning til psykiatrien, der ville fortælle deres historier i forbindelse med et politisk arrangement. Uden overhovedet at overveje om jeg turde, tilmeldte jeg mig. Min tilmelding skulle senere vise sig at være noget af det bedste jeg nogensinde kunne havde gjort for mig og mine børn.

 

Nogen tid efter arrangementet, som i øvrigt gik godt, blev jeg kontaktet af en veninde som havde talt med en politiker der gerne ville i kontakt med mig, da hun mente hun måske kunne hjælpe mig.

 

Efter flere liter kaffe og timers snak, blev politikeren ansat som min mentor igennem kommunen. Hendes tilstedeværelse, igennem mit forløb i psykiatrien, gjorde hele forskellen, og jeg ved ikke hvor jeg ville have været i dag hvis ikke det var for hende.

 

Fra at have en diagnose som Bipolar, endte jeg ud med en tilståelse fra overlægen på psykiatrisk hospital, om at jeg var blevet fejldiagnosticeret og fejlmedicineret, og jeg var aldrig blevet udredt for diagnosen. Man slipper ikke derfra uden en diagnose dog, og jeg blev da også sendt til en rigtig udredning, og her fik jeg diagnosen ADHD.

 

ADHD-diagnosen fik alle brikker til at falde på plads, og pludselig kunne jeg se årsag og sammenhæng for, hvorfor jeg var som jeg var, hvorfor jeg handlede som jeg gjorde, og hvorfor jeg havde svært ved så mange ting – ikke mindst svært ved at bryde dårlige vaner.

 

Min mentor hjalp mig også da jeg pludselig stod overfor at blive ramt af kontanthjælpsloftet. Jeg ville jo gerne arbejde, men min situation var stadig kaotisk og jeg var først nu ved at finde ud af hvem jeg selv var.

 

Jeg undgik med nød og næppe at blive ramt af kontanthjælpsloftet, og blev i starten af 2016 bevilget et 5-årigt ressourceforløb.

 

Med min mentors hjælp og vejledning begyndte jeg at få styr på kreditorer og gæld, og jeg kunne så småt begynde at se en udvej.

 

Vejlederen på jobcentret mente jeg skulle bruge de første år af mit forløb på at komme på fode igen, og jeg fik besked om at ingen ville presse på, jeg skulle bare få ro på og gøre hvad der var godt for mig. Men det var jo ikke det jeg ville, jeg ville videre, jeg ville have et arbejde, jeg ville vise mine børn hvordan man gør det rigtigt, og at man ikke kommer sovende til noget her i livet. Frygten for at stå 5 år senere og stadig ikke være kommet videre i livet overskyggede alt, jeg frygtede stadig kontanthjælpsloftet, og ikke mindst børnenes fremtid.

 

Min mentor mente at vejen frem måtte være, at arbejde frem mod en bevilling til fleksjob, vi skulle jo så bare lige finde ud af hvad jeg duede til.

 

Hvis vi skruer tiden lidt tilbage til efteråret 2015, er det vigtigt at få én altafgørende faktor med. Det der senere skulle vise sig at danne grundlag for det der skulle vise sig at blive min adgangsbillet til min fremtid på arbejdsmarkedet – jeg stoppede med at ryge.

 

Jeg mødte min nuværende kæreste i starten af 2015, lige omkring samme tidspunkt hvor jeg også mødte min mentor. I efteråret 2015 tog kæresten altså beslutningen, om at ville stoppe med at ryge ved hjælp af e-cigaretter. Jeg ville ikke være med, for hvis jeg skulle stoppe med at ryge, kunne jeg til enhver tid nuppe en kold tyrker, men hvem sagde jeg overhovedet havde lyst til at stoppe med at ryge, og havde jeg i virkeligheden ikke brug for de pauser jeg fik når jeg kunne få lov at gå uden og tage en smøg? Undskyldninger var der nok af, men en uge efter at kæresten havde kvittet smøgerne og var begyndt at dampe, frøs jeg så meget når jeg blev sendt ud i hans køkken for at ryge, at jeg overgav mig og købte en e-cigaret.

 

Mit rygestop blev min fremtid – troede jeg.

 

Jeg fangede hurtigt interessen for de elektroniske cigaretter, og jeg skulle ikke bare have én, jeg skulle have mange, og det tog mig også et godt stykke tid at finde den smag der passede mig bedst, så jeg ikke længere havde lyst til at ryge.

 

Mennesker med ADHD har tendens til gå all-in når først de finder en interesse eller en hobby der fanger dem. Det gælder også for mig.

 

Jeg vidste pludselig alt om e-cigaretter, alt om smagsstoffer, og pludselig opdagede jeg at der også fandtes en forening for dampere, og i den forbindelse blev jeg opmærksom på at politikerne var i gang med at sørge for, at besværliggøre fremtiden så meget som muligt for damperne i Danmark.

 

Med frygten for igen at skulle begynde at ryge, valgte jeg at træde ind i kampen for rygernes ret til mindre skadelige alternativer.

 

Min mentor så muligheder i min interesse for e-cigaretter, og efter et mislykket forsøg på at være i praktik i en dagligvarekæde 8 timer om ugen, og hvor jeg egentligt havde mistet alt håb for nogensinde at kunne varetage et arbejde, fik hun ideen om at jeg skulle søge praktik hos en e-cigaretforhandler. Som sagt så gjort, og der gik ikke længe før jeg startede som praktikant i SMOKE-IT’s travleste butik i Århus.

 

Uger og måneder gik og jeg glædede mig til de dage jeg skulle på ”arbejde”. Jeg startede på 8 timer, men fik efter 3 måneder forlænget min praktik og nu med 12 timer ugentligt. Det gik godt, jeg var glad, og det at gå hjem med følelsen af at have gjort en forskel for så mange mennesker, hver gang jeg havde været afsted på ”arbejde” gjorde, at jeg pludselig følte mig noget værd.

 

I slutningen af 2017 blev jeg ansat i butikken, nu fik jeg løn for de 12 timer, og min første rigtige lønseddel i mere end 10 år er noget af det største jeg nogensinde har oplevet. Jeg var ansat imens jeg stadig var i ressourceforløb, med henblik på at blive indstillet til fleksjob. Og i maj 2018 skete det endelig, jeg kom for rehabiliteringsteamet og blev bevilget fleksjob, og kort efter blev jeg ansat som butiksassistent i butikken hvor jeg havde været i praktik. Jeg var så stolt, og det bedste ved det, var at mine børn også var det, og jeg glemmer aldrig den dag Charlie kom hjem til mig og fortalte hvor sejt det var endelig, at kunne fortælle noget når der blev spurgt ind til hvor hans mor arbejdede.

 

I slutningen af 2018 begyndte debatten vedr. e-cigaretter at tage en drejning der gav anledning til bekymring. I januar 2019 skrev jeg til medlemmerne i Dansk e-Damper Forening, DADAFO, at jeg var sikker på 2019 ville blive altafgørende for de danske dampere.

 

Der var ikke ret mange der tog det alvorligt før valgkampen i 2019 begyndte, og debatten om højere cigaretpriser og unges forbrug af tobak pludselig overskyggede alt i medierne.

 

Jeg begyndte at skrive debatindlæg og i maj 2019 fik jeg en ny stilling i SMOKE-IT. Min mentor foreslog, at jeg skulle være politisk konsulent og strategisk rådgiver, og sådan blev det. Jeg blev sat op i tid, og er nu på hele 18 timer ugentligt.

 

Da de ”mystiske lungesygdomme”, som viste sig blandt brugere af e-cigaretter i USA skabte overskrifter hen over sommeren 2019, vidste jeg godt hvad klokken havde slået. Jeg skrev til medierne at sygdommene ikke var forårsaget af e-cigaretter, men derimod af olieholdige THC-væsker, og at man aldrig må anvende olier i væsker til e-cigaretter. Der var ingen der lyttede.

 

I september anmodede jeg om at foretræde for Sundhedsudvalget, det førte ikke rigtigt noget med sig heller.

 

Jeg har kæmpet og kæmpet og grædt og grædt og til sidst skrev jeg alt det her til landets Statsminister, i et sidste desperat forsøg på forståelse.
Branchen i Danmark er skabt af tidligere rygere der selv har været hele møllen igennem, og som er lykkedes med at blive smøgerne kvit. Ganske vist er e-cigaretter ikke godkendte lægemidler, men det betyder ikke at de ikke virker, tværtimod.

 

Jeg føler mig overset lige så meget som branchen og alle de andre brugere gør det. Jeg er ikke en fin forretningskvinde der har lært hvordan man lobbyer, og jeg kan heller ikke betale mig til at få taletid. Ejeren af det firma jeg er ansat i startede med at sælge e-cigaretter på havnen i Århus, han er tidligere havnearbejder og har skabt en stor virksomhed på baggrund af én ting – et produkt der virker til at få flere til at stoppe med at ryge.

 

Jeg er overbevist om at regeringen tror vi er banditter i habitter og ikke mindst tror de vi kommer fra tobaksindustrien, og jeg tror faktisk de tror jeg er betalt for at gøre og sige det jeg siger og gør.

 

Sandheden er at jeg, som så mange andre i den her branche, er ansat fordi jeg endelig har fundet en vej ud af arbejdsløshed. Vi er mange ansatte i branchen der er fleksjobbere og flere af os fordi vi har diagnoser.

 

Jeg læser hele tiden, at det er vigtigt at de socialt udsatte, får mulighed for at få gratis rygestopmedicin og adgang til kommunale rygestopkurser, og jeg mener også det er en del af løsningen til at sænke rygeprævalensen i Danmark. Jeg er bare overbevist om at det ikke er den eneste og heller ikke den bedste løsning.

 

Vi ved fra undersøgelser at e-cigaretter er mere end dobbelt så effektive til brug ved rygestop end de produkter der tilbydes igennem kommunale rygestopkurser, og jeg undrer mig over hvorfor vi ikke er villige til at bruge alle tilgængelige værktøjer til at hjælpe rygerne med at stoppe med at ryge. Englands sundhedsmyndigheder anbefaler e-cigaretter til brug ved rygestop, så hvorfor gør vi ikke det samme herhjemme?

 

Rigtig mange af de kunder jeg mødte i butikken, var folk der tidligere havde deltaget i kommunale rygestopkurser, flere berettede om effekt, og at de også var blevet røgfri, men som efter forløbets afslutning havde følt de stod alene, og af den ene eller anden årsag begyndte de at ryge igen.

 

Det interessante i det her er at manglende forståelse for rygerne, var noget af det der gik igen når tidligere deltagere på kommunale rygestopkurser berettede om forløbene for os i butikken. Især én kunde gjorde stort indtryk, hun fortalte mig hvor vigtigt det var for hende, at forståelsen for hvor svært det er at stoppe med at ryge kan mærkes, når man skal hjælpes i gang med et rygestop, og det havde hun ikke følt da hun deltog på det kommunale rygestopkursus, og deltagerne fik da også af vide at ingen af rygestopkonsulenterne selv var tidligere rygere.

 

Og det er faktisk et af de største problemer i denne debat, for hvor mange i sundhedsdebatten er tidligere rygere? Hvor mange af dem ved overhovedet hvad det vil sige at være så presset, at den eneste pause man føler man kan få, er de 7 minutter man får når man går udenfor for at få sig smøg? Jeg ved det, for jeg har stadig brug for den pause, og forskellen på mig og en ryger er kun at jeg bruger et mindre skadeligt alternativ når jeg har behov for den pause. Når jeg møder kunderne med den forståelse, er det som om motivationen for at stoppe med at ryge bliver endnu større hos dem.

 

Jeg siger ikke at kommunale rygestopkurser er en dårlig ide, jeg siger bare, at både jeg og alle de andre ansatte rundt omkring i specialforretningerne i hele landet bestemt også har en berettigelse, når det kommer til spørgsmålet om at få sænket antallet af rygere i Danmark.

 

Tobaksaftalen der blev indgået d. 18. december 2019, som danner grundlag for det lovforslag der netop er sendt til EU-kommissionen kommer til at ødelægge hele branchen. Den kommer til at lukke alle de specialforretninger der findes i Danmark og vil sende de ansatte direkte tilbage til smøger og arbejdsløshed.

 

Aftalen er lavet for børnenes skyld, for man skal tænke på børnene. Flere børn ryger og derfor gør vi e-cigaretter med smag ulovlige i Danmark, det hænger da overhovedet ikke sammen! Der er ikke flere børn og unge der damper i Danmark, tværtimod er antallet af unge der damper faldet siden 2014, og alt tyder altså på at reguleringen der blev indført i forbindelse med EU’s TPD-lovgivning på området i 2016, har virket efter hensigten.

 

Det værste er, at tobaksaftalen gør at tobaksindustrien vinder hele markedet, og de sælger deres produkter på tankstationer og i kiosker, og der mener jeg slet ikke e-cigaretter hører til. E-cigaretter kræver vejledning og ekspertise, og det er de ansatte i almindelig detailhandel slet ikke gearede til, og derudover ved vi også at alderskontrollen ikke fungerer ret godt de steder. Det gør den i specialforretningerne.

 

Jeg er snart villige til hvad som helst for at redde både brugere og medarbejdere, men ingen af os der kan det, har nogensinde fået en chance for at vise vi vil det. Der er SÅ mange tiltag der kan iværksættes før man begynder at forbyde, men der skal altså være en grund til at forbyde, hvis ikke de tiltag der allerede er iværksat virker – og det er der ikke. Alligevel har Sundheds og Ældreministeriet nu valgt at indføre forbud -på baggrund af ingenting.

 

Jeg frygter fremtiden, jeg er bange og jeg bekymrer mig – ikke mindst fordi jeg ikke ved hvad jeg skal sige til mine børn når jeg ikke længere har et arbejde, og hvordan skal jeg nogensinde kunne forsvare at blive ved med at dampe, når nu alt det jeg damper bliver forbudt? Hvordan skal jeg kunne forsvare at blive ved med at dampe, når alle råber op om hvor farligt det er? Hvordan skal jeg kunne forsvare at man aldrig skal begynde at ryge cigaretter, når det bliver nemmere at købe smøger end mindre skadelige alternativer i fremtiden?

 

Jeg ved ikke hvad jeg kan udover det jeg gør nu, og jeg ved jeg ikke er den eneste der har det sådan.

 

Derfor har jeg en bøn – hvis det vigtigste i det her er at tænke på børnene, håber jeg virkelig at nogen vil tænke på mine børn også.